Årets program og traditioner


På Aktivkollegiet lægger vi vægt på at  fastholde traditioner, som gør menneskene omkring os glade. De fester vi holder, har hver sin betydning og hylder forskellige ting, som et nyt år og en ny start, lysere tider og at få sagt godt farvel til nogle der skal videre og pænt goddag til andre som flytter ind. Det er frivilligt om man vil deltage i festerne, men vi opfordrer oftest de unge til at prøve en gang, inden de måske vælger det fra. Vi oplever at de traditionsbundne fester som vi holder på AktivKollegiet skaber en god stemning blandt de unge beboere. De får lov til at se dem som normalt “går på arbejde” i en anden setting, og vi griner ekstra meget på en aftener som disse.

Af nuværende traditioner har vi i løbet af året:

I januar:

Nytårsønskernes fest og vores årlige Bo Bedre konkurrence. Dette er den første fest i det nye år. Vi har løbende skrevet alle de ting folk har opnået i 2017 ned på små stykker papir, som bliver læst op til nytårsønskernes fest. Derudover skriver vi ønsker ned og sender dem til vejrs i heliumballoner (bionedbrydelige, selvfølgelig! 😉 ) Dagen inden festen er der Bo bedre-konkurrence, hvor alle unge fra Aktivkollegiet kan deltage, hvis de vil. Et dommerpanel bedømmer hver enkelt lejlighed på tre kriterier der lyder: Personlighed, funktionalitet og atmosfære. Der er en 1., 2. og 3. præmie og vinderne bliver udnævnt til nytårsønskernes fest.

I Februar:

Vinterferiens wellness uge. I løbet af uge 7 står pædagogerne hver især for at finde på aktiviteter som indebærer wellness og feel good-følelser. Tidligere har programmet blandt andet indeholdt: Tur i Frederiksberg svømmehals spa-afdeling, hjemmelavede ansigtsmasker, bål-hygge med varm kakao og yoga-timer.

I marts:

Farvernes fest. Til denne fest velkommer længere og lysere dage. Vi pynter op i fællesstuen med masser farver og der bliver gjort ekstra meget ud af middagen. Vi prøver at skabe en atmosfære som understreger de varmere og lysere dage vi går i møde.

I juni:

I juni holder vi sankt hans aften nede ved vores café. Vi tænder op i grillen så der kan grilles masser af pølser og grøntsager og vores køkkendame Nikolina laver lækre salater til. Ofte vil der være live-musik til maden og omkring kl. 21 tænder vi vores bål på stranden. Man er velkommen til at invitere familie og venner med til denne dag og der er også mulighed for at optræde på scenen. Fordi vi har interns og andre praktikanter, er det umuligt at undgå, at sige farvel. Vi har startet en tradition, hvor vi siger et festligt farvel, som også bliver et festligt goddag til nye mennesker som kommer og arbejder hos os og denne fest ligger oftest i juni, men det kan varierer.

I juli:

Så vidt det er muligt, prøver vi at planlægge en rejse i løbet af sommerferien. Tidligere har vi været i Italien, Marokko, Tyskland og Norge. Vi har også nogle somre lejet et sommerhus i Danmark og taget på stranden, i forlystelsesparker og spist mange is og meget grillmad. I sommerferien er der hvert år en sommerlejr for små børn her på Hellebæk, hvor der er mulighed for at arbejde, for eksempel i køkkenet, og der er mulighed for at være med til at arrangere aktiviteter for børnene.

I september:

Hvert år er der et stort OL-arrangement i Nordjylland, hvor mange forskellige ‘steder’ mødes og dyrker sport sammen. Det er en konkurrence og der noteres point for alle de sportsgrene man deltager i. Arrangementet varer en weekend og der er rig mulighed for at få dyrket en masse sport, møde nye mennesker, kommer tættere på dem man følges med, spise god mad og hygge sig.

I oktober:

Halloween middag med det hele. (Uhyggeligt) pynt, god mad og underholdning.

I november:

Thanksgiving-middag med kalkun og mulighed for at være taknemmelig og tænke over året der er ved at være på held.

I december:

I løbet af december aftaler vi en ugentlig aften, hvor man har mulighed for at komme og være kreativ. Man kan bage julekager, lave julepynt og også lave nogle små gaver, der kan gives til dem man holder af. Vi holder et årligt julemarked i caféen og international juleaften i fællesstuen.

VORES ADRESSE


Opholdsstedet i Hellebæk
Nordre Strandvej 95a
3150 Hellebæk
info@hellebaek.dk
Tel: 28142702

Opholdsstedet Hyblerne

Nordre Strandvej 95
3150 Hellebæk
info@hellebaek.dk
Tel: 49708636