Haven & Dyrene 


“En stor del af Hellebæk er udendørs arealer og vi har i de seneste år haft fokus på at udvikle en større grad af selvforsyning og diversitet i vores udendørs omgivelser.

I arbejdet med haven bruger vi ikke gift og kunstgødning, men lægger vægt på at opbygge jordens sundhed og diversitet ud fra permakulturelle principper. Vi lægger vægt på styrkerne i det langsigtede og styrken ved diversitet, forskellighed og indbyrdes relationer. Dette både ift mennesker, planter og dyr.

Vi har bier, mange forskellige frugttræer, frugtbuske, flerårige og etårige grøntsager, blomster, højbede og et lille drivhus.  

Tanken er hvert år, at udvide vores produktionsmængde og areal. Det giver spændende og rolige omgivelser, hvor der altid er et nyt projekt undervejs sammen med årstidernes skiftende farver og opgaver.

Arbejdet i haven samt planlægning og udførsel af kommende projekter, danner som en vigtig del også rammen om pædagogisk arbejde for de unge, der har interesse og lyst til at deltage. Det kan fx være at hente gødning fra hestene, plante, så og høste.  

Fremadrettet har vi bl.a. ønsker om et større drivhus, flere figentræer, spiselige kastanjer, hyldebuske, havtorn  og høns på skrænten.” . 

Dyrene omkring AktivKollegiet

Aktivkollegiet har en hest, hvis navn er Fenja. Clara som er pædagog på Aktivkollegiet har været på kurser i rideterapi og bruger vores hest sammen med de unge der har lyst. Fenja er vores mest lyttende medarbejder og hun siger aldrig nej, hvis man har brug for støtte. Sammen med Clara er der mulighed for at gå en tur med Fenja, at ride på Fenja, både i naturen og på en ridebane og at hjælpe til med at passe på Fenja – hun er en smule forkælet og elsker at blive nusset om, striglet og fodret med gulerødder (der er rig mulighed for at få et kys retur, når hun modtager en godbid).
På AktivKollegiet bor der flere hunde og katte.  Clara har ofte sine to border collies med, hvoraf den ene er Danmarksmester i lydighed.

Dyrene kan være med til at nedsætte angst og stress, øge motivation og ansvarsbevidsthed og forbedre selvværdet hos den person der tager sig af dyret.